Jagten På Den Røde Tråd
- forårets forestilling 2010

Om forestillingen
Slotsmøllen var i marts 2010 hjemsted for otte højst besynderlige, groteske og meget løjerlige personer. De har bygget huler af træ, og lavet deres egen lille verden midt på scenen i den gamle bygning. Her gennemlever de hver torsdag til lørdag den samme skæbne igen og igen.
Det er små historier med temaer som jalousi, ensomhed, hysteri, galskab, misbrug, kærlighed, afhængighed og meget andet. Temaer som er grundlæggende og basale for alle mennesker. Vi leger med skyggesiderne i bevidstheden, men giver samtidig plads til både sentimentalitet og komik.
Resultatet er blevet en teaterkoncert; et koncept der egentlig bare dækker over nogle sange som bliver opført i dramatisk regi. Det lyder ikke af meget, men her er det blevet til en absurd, psykologisk, sørgelig, komisk, mærkelig, hæsblæsende, rørende, væmmelig og eksplosivt fysisk forestilling, der taler til hele følelsesregisteret og giver stof til eftertanke, - og det lyder da af noget.
Publikums reaktioner på premiereaftenen:
”En flot og en spændende musikalsk og teatermæssig oplevelse! Jeg blev rørt, berørt og underholdt på en kantet og provokerende måde”
”Det er virkelig en must-see forestilling!”
”SUVERÆN forestilling... jeg skal ind og se den igen... Kan slet ikke få armene ned igen!!!!”


